Da Gamborg brændte
Skrevet af Ove Birkekær Poulsen
Hvad skete der i Gamborg dengang i 1961. Hvorfor skete det, og hvilke konsekvenser fik det, og sidst men ikke mindst hvordan handlede alle de implicerede under og efter en sådan prøvelse. Alt det vil vi se nærmere på her.
En sommerdag, den 10. juli 1961 med kraftig vind fra vest, kørte gårdejer Anker Clausen til „Højgård‟ af gårde i sin „Ford Taenus‟ for at gøre indkøb i Kauslunde Stationsby. Det var midt på eftermiddagen, og vinden var i tiltagende. Hjemme på gården gik medhjælperen i gang med at male korn med traktoren som drivkraft. Under starten af traktoren i laden glemte han at påmontere gnistfangeren på udstødningsrøret. Traktoren stod under stråtag i laden.
Det skulle få katastrofale følger. Efter landboreformerne og udskiftning af jordene i slutningen af 1700-tallet, lå gårdene landet over stadig med få meters afstande. De fleste ejendomme med stråtage. Sådan var det også i Gamborg.
1
I mands minde havde man vidst, at gårdene lå som en tikkende brandkatastrofe, men gårdene lå jo, hvor de lå, og det var svært at ændre. Enkelte overvejede at udskifte strået med faste tage, men undlod at gøre noget.
De fleste var slægtsgårde, og var gået i arv gennem generationer. Det lille samfund lå der som et levende landsbymuseum, og mange søndagsture fra nær og fjern var gået til Gamborg for at beundre det smukke og det bevarede. Ingen ønskede derfor i virkeligheden at ændre noget – man holdt af det som det var.
Medhjælperen havde nu været i gang med arbejdet en halv times tid, og kom I tanke om, at gårdejeren havde bedt ham huske gnistfangeren. Hurtigt lukkede han ladeporten, hvor traktoren arbejdede videre, og gik efter gnistfangeren. På grund af den kraftige blæst susede vinden ind under porten, og førte gnisterne fra traktoren mod træloftet. Ilden fik hurtigt fat, og katastrofen havde taget sin begyndelse.
Der gik telefonisk besked til Anker Clausen i Kauslunde, og gårdejeren hastede hjem og korte bilen ind i vognporten, hvor den senere udbrændte. Hvor ubetænksomt!
– Det viser hvordan man ofte handler i pressede øjeblikke.
Gårdejeren og medhjælperen så, at det var håbløst at slukke og begyndte sammen at redde gårdens grise. Ilden havde nu så godt fat, at alle fire længer var omspændt af flammer.
På grund af blæst og tæt beliggenhed sprang ilden over til „Højborggård‟ , få meter derfra. Gårdejer K.A.Bentholm var netop i gang med malkningen, da ilden tog fat. Oingående gik han i gang med at få dyrene ud af staldene, og samtidig forsøgte hans kone at redde indboet fra stuehuset, og nåede at få bilen ud af gården.
Fra de to gårde torte vinden brændende flager ind over byen mod øst. Husene i den uniiddelbare nærhed var med faste tage af tegl og skifer og undgik antændelse.
Værre gik det for „Møllegården‟ hos gårdejer Knud Petersen. Gården lå nogle hundrede Ineter fra de brændende ejendomme, og ilden fik hurtigt fat i stråtaget. Alt disponibelt Inandskab blev i hast sammenkaldt og man gik i gang med at slukke. Ved tælles hjælp lykkedes det at redde stuehuset, medens længerne udbrændte.
Herfra sprang ilden over til „Bjergdalsgård „. Gårdens ejer Kommunekasserer Peter Larsen, netop hjelnkaldt fra sølvbryllup og iklædt kjole og hvidt, overtog hurtigt ledelsen af redningsarbejdet. Han fik kommunens arkiver og penge bragt til præstegården, sonl lå i ly for vinden.
Fire slægtsgårde stod i brand, og et tykt røgtæppe bredte sig mod Assens langs Ined tjorden. Den kraftige røgudvikling fra stråtagene kunne ses vidt omkring, og tiltrak folk tra nær og fjern. Ved Gamborg Korsvej gik al trafik i stå på grund af kødannelse af biler, motorcykler, knallerter og cykler. Alle ville se på, og efterlod køretøjer forladte i vejsiderne, til stor gene for slukningskøretøjerne fra ialt seks byer.
Slukningsarbejdet skred i begyndelsen langsomt frem, dels på grund af trafikale vanskeligheder, dels på grund af manglende vand. Vandet måtte pumpes fra fuglereservatet ved Svinø over en strækning på en halv kilometer. Da alt endelig fungerede var ca. 50 strålerør i funktion.
Der herskede forvirring og forfærdelse overalt. Kreaturerne blev reddet. Efter malkningen var køerne drevet på græs, endnu inden ilden opstod. Derimod gik det hårdt ud over grisene, som stod på stald. Ca. 100 grise omkom i flammerne, hvoraf mange, på grund af brandsår, måtte aflives rundt på veje og stier.
Omkring ved 2-tiden var ilden endelig under kontrol, og nu vendte vinden. Umiddelbar bag „Møllegården‟ lå yderligere fire gamle gårde med stråtage. De var alle en overgang i akut fare, men blev skånet, da vinden slog om.
‚Højgården‟ var helt udbrændt. „Højborggård „s tre længer gik til, kun stuehuset var tilbage. Det samme var tilfældet på „Møllegården‟, dog var stuehuset stærkt vandskadet. På „Bjergdalsgård‟ overlevede stuehuset. Familierne på „Højgården ‚i og „Møllegården‟ stod nu uden hjem, og blev midlertidigt indkvarteret hos pastor Skovmand i præstegården og hos en af naboerne.
Ikke siden spanske hjælpetroppers indkvartering i sognet omkring 1807 havde Gamborg været ramt af en lignende katastrofe. Da hele sognet på et tidspunkt var samlet til fest, sagde spaniolerne „tak‟ for gæstfriheden, ved at sætte ild til en gård, som senere bredte Sig til flere gårde og ejendomme.
Der blev stille i Gamborg dagen efter prøvelsens stund. Men midt i sorgen og fortvivelsen opstod et sammenhold og en hjælpsomhed sognets beboere i mellem. I de følgende mange dage kørte ca. 30 traktorer frem og tilbage mellem brandtomterne og lossepladsen. Alle hjalp alle.
Mange tog fri fra arbejde og gik i gang med skovle og spader. Selv sognets lærere afbrød sommerferien og hjalp til.
Trods ulykkens omfang slap alle beboere, brandfolk og andet hjælpende mandskab fra at komme alvorligt til skade – kun en enkelt fik snitsår under redningsarbejdet.
I tiden efter branden fik Gamborg nye bygninger, som erstatning for det der var gået tabt. Smukke stuehuse og moderne staldbygninger blev opført – men uden stråtage.
En del af det gamle var og blev uigenkaldeligt borte. Et stykke bygningshistorie var fortid, og Gamborg vendte igen tilbage til hverdagen.
